Bageopskrifter

Duften af lækkert hjemmebagt bagværk kan altid få smilet frem. Her finder du inspiration til bageopskrifter som du kan forkæle familie og venner med.

Grove knækbrød

knækbrød  - Foto Marie Knap - Mad Samantha Fotheringham

I sidste uge eksperimenterede jeg med at bage grove knækbrød. Knækbrødene har en perfekt sprødhed og knaser på den helt rigtige måde, når du tager en bid. Jeg har brugt de kerner og frø som jeg lige havde i skabene, men du kan sagtens skifte solsikkekerner, græskarkerner, hørfrø og sesamfrø ud med andre frø og kerner, hvis du fortrækker det. Husk, du er masterchef i dit eget køkken. Knækbrødene bugner af sundhed og er spækket med sund fedt og kostfibre. Spis knækbrødene som et sundt mellemmåltid eller som en let snack.

Grove knækbrød - Foto Marie Knap - Mad Samantha Fotheringham

Opskrift på grove knækbrød

Ingredienser:

  • 1 dl havregryn
  • 1 dl sesamfrø
  • 1dl. græskarkerner
  • 1 dl. hørfrø
  • 1 dl solsikkekerner
  • 3,5 dl rugmel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. salt
  • 2 dl vand
  • 1 dl olivenolie

Fremgangsmåde:

Rør havregryn, sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, rugmel, bagepulver og salt sammen i en skål.

Tilsæt vand og olie, og rør dejen godt sammen, så den er sammenhængende og klisteret

Find en bageplade frem og læg et stykke bagepapir på.

Hæld halvdelen af knækbrøddejen op på papiret og læg endnu et lag bagepapir ovenpå.

Rul knækbrøddejen ud mellem de to stykker bagepapir og fjern det øverste lag papir. Gør det samme med den anden halvdel af dejen.

Skær dejen ud i firkanter

Bag knækbrødene i ca. 15 min. ved 200 grader.

knækbrød - Foto Marie Knap - Mad Samantha Fotheringham

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier:376,7
  • Protein: 9,6g
  • Kulhydrat: 22g
  • Kostfibre: 6,8g
  • Fedt: 26,8g
  • Heraf mættet fedt: 3,5g

Energifordeling pr. 100g

Knækbrød energifordeling - Samantha Fotheringham

Stenalderbrød

Stenalderbrød

Som kostvejleder, oplever jeg i større grad at folk lever efter stenalderkosten. Jeg er hverken for eller imod det, men jeg lever ikke selv efter princippet som er, at man spiser som man gjorde i stenalderen. Det vil sige at man spiser dyr, fisk, skaldyr, nødder, kerner, frugt og grøntsager uden stivelse. Dog må jeg erkende, at jeg har taget nogle af retterne til mig. Jeg har tidligere delt opskriften på æggewraps og nu vil jeg gerne dele opskriften på stenalderbrød.

Stenalderalderbrød smager rigtigt lækkert og er ufatteligt nemt at bikse sammen. Kombinationen af alle kernerne, nødderne og frøene gør brødet sammenhængene og blødt. Stenalderbrød er spækket med sundt fedt, protein og gode fiber. Almindeligt rugbrød kan tage en krig, at tilberede med en surdej, mens dette brød blot tager en times tid. Jeg er fan! Første gang jeg smagte stenalderbrød var i sommers og siden hen har jeg eksperimenteret med forskellige udgaver og fundet min favorit i denne opskrift. Hvis du fortrækker andre nødder, kerner og frø kan du sagtens anvende dem i stedet for dem jeg har brugt.

stenalderbrød samantha fotheringham

stenalderbrød opskrift

Næringsindhold i stenalderbrød

Stenalderbrød består primært af nødder, kerner og frø, som alt sammen indeholder store mængder sundt fedt. Derfor er indholdet af fedt i stenalderbrødet stor. Hvor det mættede fedt er noget du skal holde dig fra, er det umættede og flere umættede fedt sundt og livsnødvendig for mange af kroppens funktioner. Det sunde fedt har f.eks. betydning for optagelse af vigtige fedtopløselige vitaminer, smørelse af led, regulere hormon balancen, beskytter cellerne, simulere kredsløbet og immunforsvaret, smøre tarmsystemet, hæmmer blodproper og nedsætter kolesterolet.

Som du kan læse under næringsindholdet består stenalderbrødet af 51,3 gram fedt, hvor hele 44,2 gram er sundt fedt. 1 gram fedt indeholder 9 kalorier, hvor 1 gram protein eller kulhydrat indeholder 4 kalorier. Det vil sige at 1 gram fedt indeholder dobbelt så mange kalorier som 1 gram protein eller kulhydrat, hvilket er årsagen til at hele 78 % af energien i brødet er fra fedt. Til sidst er nødder, kerner, frø, æg og planteolier rige på E-vitamin, som er en antioxidant, der har en stor betydning for at vores nervesystem fungerer optimalt.

stenalderbrød med kerner, frø og nødder

Opskrift på stenalderbrød

Ingredienser:

  • 100 g solsikkekerner
  • 100 g græskarkerner
  • 100 g (hele) mandler
  • 100 g (hele) valnødder
  • 200 g sesamfrø
  • 5 æg
  • 1 dl olivenolie,
  • 2,5 tsk. salt.

Fremgangsmåde

Forvarm ovnen på 160 grader.

Find en skål frem og slå æggene ud i skålen.

Bland solsikkekerner, græskarkerner, mandler, valnødder, sesamfrø og olie i skålen.

Rør i dejen til det er en jævn dej og fordel dejen i en brødform med bagepapir.

Bag brødet i en time ved 160 grader.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 572
  • Protein:17,3 g
  • Kulhydrat: 10,1g
  • Fedt: 51,3
  • Heraf mættede fedt: 7,1 g

Energifordeling pr. 100g

stenalderbrød energifordeling

 

Juleboller – Ernæringsforbedret

Juleboller-Foto-Samantha-Fotheringham

For nogle dage siden bagte jeg disse super skønne ernæringsforbedrede juleboller. Jeg er vilde med juleboller, dog er de traditionelle ikke særligt sunde og proppet med tomme kalorier fra smør og sukker. Derfor har jeg eksperimenteret med opskriften og resultatet blev rigtigt godt. Bollerne har den skønneste duft af jul, de mætter godt og har en blød og luftig konsistens med en ensartet krumme. Spis bollerne til julemorgenbordet eller til eftermiddagshyggen.

Hvordan ernæringsforbedret?

Den traditionelle opskrift på juleboller består af smør, meget sukker og hvedemel. For at gøre bollerne sundere har jeg skiftet smør ud med sundt vegetabilsk fedtstof. Jeg har reduceret sukkermængden og skiftet noget af hvedemelet ud med grahamsmel for at øge kostfibre indholdet. Grahamsmel er en mellemting af fuldkornshvedemel og almindelig hvedemel og er derfor finere end fuldkornshvedemel men grovere end almindelig hvedemel.

Juleboller opskrift - Foto Samantha Fotheringham

Opskrift juleboller - Foto Samantha Fotheringham

Opskrift på juleboller

Tid: 1 time og 30 minutter

16 stk.

Ingredienser:

  • 100 g flydende vegetabilsk fedtstof til bagning
  • 2,5 dl skummetmælk
  • 50 g gær
  • 2 æg (1 sammenpisket til pensling)
  • 100 g rosiner
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1 tsk. groft salt
  • 2 spsk. sukker
  • 300 g hvedemel
  • 150g grahamsmel
  • Evt. lidt kanelsukker til at drysse oven på

Fremgangsmåde:

Hæld det vegetabilske fedtstof i en gryde og tilsæt mælken.

Lun mælk og fedtstof til ca. stuetemperatur.

Hæld blandingen over i en skål og rør gær ud i blandingen.

Tilsæt de øvrige ingredienser. Kom mel i lidt af gangen til dejen fast og blød.

Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med et rent viskestykke og stil dejen til hævning et lunt sted i ca. 30 minutter.

Tag dejen ud på et bord, og smør bordpladen med lidt fedtstof og ælt dejen godt igennem.

Del dejen i 18 stykker og form dem til boller. Bollerne skal efter hæve på en plade med bagepapir i ca. 20 minutter.

Pensel bollerne med æg og drys med lidt kanelsukker

Bag dem midt i ovnen i ca. 20 minutter ved 200 grader.

Næringsindhold pr. 100g

beregnet uden kanelsukker

  • Kalorier:280
  • Protein: 6,6g
  • Kulhydrat:40g
  • Fedt:9g

Energifordeling pr. 100g

Energifordeling juleboller

Grove æbleboller

Boller---Foto-Samantha-Fotheringham

Hvad er mere hyggeligt end en efterårsdag med nybagte boller? Jeg havde nogle lækre danske æbler fra fyn tilovers, hviklet er blevet til disse flotte æbleboller. Bollerne er nemme at bage og konsistensen er luftig med en ensartet krumme. Bollerne opbevares bedst ved stuetemperatur i en tætsluttende plasticpose. Brødet er en god kilde til kulhydrater og kostfibre. Kostfibre stabiliserer vores blodsukker, giver en god fordøjelse og regulerer vores appetit, så vi føler os mætte i længere tid.

 

boller-opskrifter---Foto-Samantha-Fotheringham

opskrifter-på-boller---Foto-Samantha-Fotheringham

opskrifter-boller---Foto-Samantha-Fotheringham

Opskrift på Grove æbleboller

Antal: 12 stk.

Tid: 1 time og 30 minutter

Ingredienser:

  • 50 g gær
  • 2 dl. lunket vand
  • 1 tsk. salt
  • 2 tsk. sukker
  • 2 dl. A38 0,5 %
  • 1 æg
  • 2 dl. havregryn
  • 2 æbler
  • 300g hvedemel
  • 300g Grahamsmel

Fremgangsmåde:

Riv æblerne groft med skæl. Pres saften fra æblerne.

Opløs gæren i det lunkne vand og rør sukker og salt i.

Tilsæt hvedemel, grahamsmel, havregryn, revet æble, A38 og æg.

Ælt dejen godt sammen og stil den til hævning i 30 minutter eller til dejen har fået dobbelt størrelse.

Del dejen op i 12 stykker og form bollerne. Pensel evt. med lidt vand og drys med havregryn.

Bag bollerne i 20-25 minutter i en forvarmet ovn ved 200 grader.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 195
  • Protein: 6g
  • Kulhydrat: 36g
  • Fedt: 2g

Energifordeling pr. 100g

grove æbleboller energifordeling

kanelsnegle

Kanelsneglekage---Foto-by-Samantha-Fotheringham

Søndagen er gået med at bage disse lækre og velsmagende kanelsnegle. Jeg kan varmt anbefale kanelsneglene som er en sundere udgave af de traditionelle kanelsnegle. Men jeg må dog ærligt indrømme, at disse kanelsnegle ikke smager 100 procent som den usunde udgave, men det er et virkeligt lækkert alternativ som du kan spise med bedre samvittighed. Selvom kanelsneglene er ernæringsforbedret er de både svampet og snasket på den helt rigtige måde! Mine kanelsnegle er ernæringsforbedret ved, at jeg har sparet på sukkeret og i stedet brugt æbler til at søde med. Dertil har jeg skiftet noget af hvedemelet ud med grahamsmel og brugt vegetabilsk fedtstof i stedet for smør. Spis kanelsneglene som et lækkert mellemmåltid om eftermiddagen når den søde tand trænger sig på eller som en snack til aftenkaffen. Glasuren er lavet på Perfect Florsød fra ISIS.

kanelsnegle opskrift- Foto by Samantha Fotheringham

kanelsnegle - Foto by Samantha Fotheringham

kanelsnegle opskrift

Stk: ca. 16

Tid: 2 timer

Ingredienser:

  • 50 g flydende vegetabilsk fedtstof
  • 2,5 dl skummetmælk
  • 15 g gær
  • 2 æg
  • 1 spsk. sukker
  • 250 g hvedemel
  • 200g rugmel
  • 3 æbler
  • 3 spsk. brun farin
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Lun mælken til stuetemperatur og bland det sammen med det vegetabilske fedtstof i en skål.

Rør gæren ud i væsken.

Tilsæt 1 æg, sukker, salt og mel.

Ælt dejen godt sammen til den er smidig. Lad dejen hæve tildækket i 1 time.

Riv dine æbler og bland revet æble sammen med brun farin og kanel.

Ælt dejen igennem på et bord med lidt fedtstof på.

Rul dejen ud til et rektangel (30 x 40).

Put din æbleblanding ud på dejen og rul den sammen som en roulade.

Del rouladen i 16 stykker og sæt dem på en bageplade med bagepapir eller beklæd en firkantet form ( 21 x 21) med bagepapir og læg kanelsneglene i formen.

Lad kanelsneglene hæve i 30 minutter og tænd oven på 220 grader.

Pensel kanelsneglene med pisket æg og bag dem i 20 minutter.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 210
  • Protein: 5,3 g
  • Kulhydrat: 34,4g
  • Fedt: 4,8g

Energifordeling pr. 100g

sunde kanelsnegle