Cheesecake med citron og skyr – Ernæringsforbedret
Min gode veninde Sara laver en rigtig dejlig cheesecake, som har inspireret mig til at lave en ernæringsforbedret udgave af den traditionelle cheesecake med flødeost og digestive kiks. Jeg har længe gået med tanken om at jeg kunne skifte flødeosten ud med skyr. Derfor har jeg været i køkkenet og eksperimentere med at lave en ny og anderledes cheesecake. Udover at benytte skyr i stedet for flødeost har jeg valgt, at bruge en piskefløde som er fedtreduceret. Ved at bruge de fedtfattige produkter højner du protein indholdet i cheesecaken og sparer kalorier. Dertil har jeg valgt at bytte de almindelige digestive kiks ud med fuldkorn udgave,hvilket giver cheesecaken et højere kostfibreindhold. Dette giver en bedre mæthedsfornemmelse og er godt for fordøjelsen. Det tager ca. 30 minutter at tilberede kagen og derefter skal den stå på køl minimum 6 timer. Jeg vil derfor foreslå, at du laver den dagen før den skal spises. Cheesecaken smager rigtigt dejligt med en skøn sødme og en frisk smag af citron. Du kan servere cheesecaken som den er eller pynte den med friske bær, citronskal, tørret brombær og mynteblade.
Opskrift på cheesecake med citron og skyr
Tid: 6,5 time
Person: 4
Ingredienser:
- 50 g flydende vegetabilsk fedtstof ( evt. Becel)
- 100 g digestive fiberkiks
- 3 blade husblads
- 450 g skyr
- 75 g sukrin
- 1 citron ( saft og citronskal)
- 2,5 dl fedtreduceret piskefløde 21%
Fremgangsmåde:
Smuldr kiksene ved at lægge dem i en frysepose, og presse kiksene med en kagerulle.
Bland nu kiksesmulderet sammen med det vegetabilske fedtstof.
Tag en springform, og stil den på et fad uden bunden af formen.
Hæld blandingen i formen, og pres den godt sammen og fordelt ud i bunden.
Bag bunden i i 10-15 minutter i en 20o grader varm ovn. Stil bunden til afkøling.
Riv citronen fint på rivejernet.
Pres saften fra citronen.
Læg husbladsen i blød i koldt vand i 10 min.
Rør skyr sammen med sukrin og citronskal.
Tag husbladsen op af vandet med det vand, der hænger ved.
Hæld vandet fra og smelt husblassen over et vandbad.
Afkøl husbladsen ved at hælde citronsaften i den.
Hæld forsigtigt husbladsen i skyrblandingen imens du rører rundt.
Pisk fløden til flødeskum og vend forsigtigt skyrblandingen med flødeskummen.
Tag kagefadet med kiksebunden ud af køleskabet og hæld skyrfyldet over.
Stil citron cheesecaken på køl i minimum 6 timer.
Næringsindhold pr. 100g
- Kalorier: 162
- Protein: 6,6g
- Kulhydrat: 8,7g
- Fedt: 9,6g
maj 17, 2014 @ 12:09:45
Wow, den cheesecake ser vildt lækker ud.. Den skal prøves! 🙂
maj 17, 2014 @ 18:49:31
Hej Poul
Mange tak for den søde kommentar 🙂 Rigtig god fornøjelse med opskriften 🙂
maj 17, 2014 @ 12:26:58
Hej Samantha
Hvor kan man købe piskefløde med 21% fedt ? Jeg tror aldrig jeg har set det før 🙂 kagen ser virkelig lækker ud 🙂
Hilsen Lotte
maj 17, 2014 @ 18:51:02
Hej Lotte
Jeg har købt det i superbrugsen og det er fra cremefine. Jeg er sikker på du også kan købe det andre steder.
De bedste hilsner og smil
Samantha Fotheringham
nov 05, 2014 @ 09:58:11
Hej 🙂 Jeg ville bare lige høre dig ad, om det er muligt at lave en chokolade version af din skyr cheesecake? Min kæreste elsker chokolade cheesecake, og da jeg har prøvet din citron version som var vildt lækker, tænker jeg om man kan tilføje noget chokolade? 🙂
Mvh Maria
feb 24, 2015 @ 13:00:05
Hejsa,
Svarer kagen til en almindelig springform eller?
Mvh Nanna
feb 24, 2015 @ 13:01:19
Hej Nanna 🙂 Ja det gør den 🙂
De bedste hilsner og smil
Samantha
mar 09, 2018 @ 21:00:03
Hvordan får du jordbærrene til at sidde fast på sidden??