Chokolademuffins – Ernæringsforbedret

Chokolademuffins-Foto Samantha Fotheringham

Disse ernæringsforbedrede chokolademuffins gør det lidt nemmere at spise muffins med god samvittighed. Muffins er ofte usunde og fyldt med tomme kalorier fra hvidt sukker og smør. De store mængder sukker og smør gør muffins til en stor kaloriebombe som hurtigt kan sætte sig, som fedt på maven eller sidebenene. Disse muffins er ernæringsforbedrede ved, at jeg har anvendt sukrin i stedet for almindelig hvidt sukker, dertil er smørret byttet ud med vegetabilsk fedtstof og noget af hvedemelet er byttet ud med havregryn. Sukrin sødemiddel indeholder 0 kalorier og er et 100 % naturligt produkt baseret på sukkeralkoholen erythritol, der forekommer naturligt i frugt og svampe. Disse chokolademuffins er helt perfekte med en svampet midte, samt en mørk og krakeleret overflade. En chokolade muffins vejer ca. 60g og indeholder ca. 158 kalorier.

Disse chokolade muffins har også den skønneste chokoladesmag, som kommer fra det smeltede chokolade med 70% kakao, som er i dejen. Når du spiser chokolade med min. 70 % chokolade bidrager det med catechiner, som er nogle af de antioxidanter, der er nemmest for os at optage. Catechiner har en antiinflammatorisk virkning og hjælper blandt andet mod hjertesygdomme.

Chokolade muffins - Foto Samantha Fotheringham

Chokolademuffins opskrift - Foto Samantha Fotheringham

Chokolademuffins opskrift

Stk.: 12 muffins

Tid: 35 minutter

Ingredienser:

  • 85 g vegetabilsk fedtstof
  • 100 g mørk chokolade med 70 % kakao
  • 3 dl hvedemel
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl sukrin
  • ½ dl kakaopulver
  • 1 spsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 2,5 dl kærnemælk
  • 1 æg
  • 1 tsk. vaniljeessens

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader.

Smelt halvdelen af chokoladen over et vandbad

Bland vegetabilsk fedtstof i chokoladen når det er smeltet.

Find en ny skål frem og rør mel, havregryn, sukrin, kakaopulver, bagepulver og natron sammen.

Pisk kærnemælk sammen med æg og vaniljeessens i en tredje skål.

Hæld de våde ingredienser over i de tørre sammen med den smeltede chokolade og rør det hele forsigtigt sammen.

Hak resten af chokoladen groft og kom det i dejen.

Fordel muffinsdejen i 12 muffinsforme.

Bag chokolade muffins i ca. 20 minutter og lad dem køle af bagefter.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 264
  • Protein: 6g
  • Kulhydrat: 28g
  • Fedt: 13g

Energifordeling pr. 100g

Chokolademuffins energifordeling Samantha Fotheringham