Hakkebøffer med karamelliserede løg med et twist og grydestegt blomkål

Hakkebøf foto by samantha fotheringham

Lige inden sengetid ligger min kæreste og jeg ofte og taler om, hvad vi skal tilberede af mad i løbet af ugen. Min kæreste havde lyst til hakkedrenge og det blev startskuddet til denne opskrift. Blomkål og jordskokker er begge i sæson og derfor oplagte valg som tilbehør. Som et ekstra fint twist er de klassiske blødeløg blevet forkælet med en krydret paste som giver retten karakter og dybde. Hertil fik jeg i sidste uge fingre i de fineste friske hasselnødder. Kan f.eks. købes i Salling. Danske hasselnødder er noget større og mere ovale end de klassiske hasselnødder som de fleste køber i supermarkedet. Da jeg var lille legede jeg ofte på den lokale sportsplads. Her var der flere store hasselnødtræer som dannede en hel skov set fra børneøjne. Jeg kiggede ofte forundrende på de nedfaldet hasselnødder og vi legede, at det var ”legemad”. I dag ved jeg det er meget mere end legemad og bag hasselnøddens skal gemmer der sig en saftig og frisk nød. Hasselnødderne er i denne ret blot topping, men de kan selvfølgelig bruges til meget mere.

Hakkebøffer foto by Samantha Fotheringham

Hakkebøf opskrift foto by Samantha Fotheringham

Opskrift på hakkebøffer med karamelliserede løg med et twist og grydestegt blomkål

Person: 4

Tid: 1 time og 30 minutter

Ingredienser:

Hakkebøffer:

  • 600g oksekød
  • Salt
  • Peber
  • Lidt rapsolie

Grydestegt blomkål:

  • 1 stor blomkål
  • Lidt rapsolie

Smørstegte jordskokker:

  • 500g jordskokker
  • 25g smør
  • Salt

Karamelliserede løg:

  • 4 store løg
  • 25g smør
  • Grov salt

Paste til løg:

  • ½ tsk. karry
  • ¼ tsk. paprika
  • ¼ tsk. tandoori
  • ¼ tsk. rosmarin
  • ¼ tsk. basilikum
  • ¼ tsk. oregano
  • 1 spsk. vand

Karry og paprika er de vigtigste krydderier til pasten. De andre ting bidrager dog med dybde til retten.

Evt. frisk persille og hasselnødder som pynt

Fremgangsmåde:

Forvarm oven til 150 grader

Find et ovnfast fad frem og drys bunden med salt så det dækker. Skær bunden af løgene og stil dem på saltet. Bag løgene i ca. 1 time.

Skyl blomkålen og skær det ud i kvarte. Tilsæt lidt olie til en tykbundet gryde og lad blomkålen stege i sin egen saft ved middelvarme i ca. 1 time. Grydelåget sørger for, at holde dampen inde så blomkålen både bliver stegt og dampet.

Bland ingredienserne til pasten sammen. Når pasten er mørk, tyk og sammenhængende er den færdig

Hvis jordskokkerne er friske kan du skrubbe dem rene med en svamp, hvis ikke bliver du nød til, at skrælle dem. Stil dem til side og begynd først tilberedningen når blomkålen er færdig.

Form 4 bøffer med en fast hånd. Bank gerne kødet godt igennem før du former bøfferne. Pres bøfferne lidt flader end du ønsker dem, under stegning vil kødet trække sig sammen. Drys med salt og peber

Varm lidt olie på en pande og steg bøfferne 2-3 minutter på hver side til de har en pæn stegeskorpe. Stil dem ind i den varme ovn og lad dem bage færdig i ca. 7-10 minutter.

Pil skrællen af de ovnbagte løg og skær dem i tykke ringe ca. ½ cm.

Tilsæt smør på to middelvarme pander. Brug evt. panden som du stegte dine bøffer på til løgene. Lad smørret smelte og tilsæt løg på den ene pande og jordskokker på den anden pande. Tilsæt pasten til løgene. Lad både jordskokker og løg stå og små smire til de er gyldne. Vend gerne jævnligt i det og tilsæt salt.

Server maden på 4 tallerkner. Top bøffen med de karamelliserede løg og drys med hakket persille og hasselnødder.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 121 kcal.
  • Kalorier: 47,7
  • Kulhydrat: 4g
  • Protein: 8g
  • Fedt: 8g

1 portion af opskriften indeholder ca. 515 Kcal.