Hokkaidosuppe

Græskarsuppe-Foto Samantha Fotheringham

I min verden hænger græskar og efterår uløseligt sammen og derfor har jeg været i køkkenet og eksperimenteret med at tilberede denne lækre hokkaidosuppe som er krydret med æbleeddike og hvidløg samt toppet med skyr, ristet græskarkerner, bacon og frisk purløg. Græskar er noget jeg forbinder med efterår, da min kære mor hvert år til halloween laver en dejlig græskarsuppe. Denne hokkaidosuppe har en dejlig cremet konsistens med en skøn sødme som kan få smilet frem på den mest triste og kolde efterårsdag. Suppen er meget kaloriefattig, en god kilde til sunde kulhydrater og rig på blandt andet A- og B-vitaminer samt mineralet kalium. Hokkaidosuppen er meget nem og enkelt at tilberede og derfor perfekt som et hurtigt aftensmåltid eller et godt bud på en forret, som du kan servér for dine gæster.

Hokaidosuppe - Foto Samantha Fotheringham

Hokaido suppe - Foto Samantha Fotheringham

Hokkaidosuppe opskrift

Person: 4

Tid: 30 minutter

Ingredienser

  • 1 hokkaidogræskar.
  • 400 g kartoffel.
  • 200 g gulerod.
  • 2 små løg eller 1 stort.
  • 2 hvidløgs fed.
  • 200 g tørsaltet økologisk bacon.
  • 40 græskarkerner.
  • 2 dl. økologisk skyr.
  • 4 spsk. æbleeddike.
  • 1 spsk. olivenolie.
  • Salt og peber.
  • Purløg.

Fremgangsmåde

Vask hokkaidoen og del det med en skarp kniv.

Fjern kernerne med en ske og skær skralden væk fra græskarkødet.

Skær hokkaidoen i grove stykker.

Vask og skræl ligeledes de andre grøntsager.

Varm olivenolie op i en gryde og steg hokkaidostykkerne ved lav varme, mens du skærer de andre grøntsager i grove stykker.

Tilsæt løg, hvidløg, kartofler, gulerødder.

Tilsæt vand så det dækker grøntsagerne. Læg låg på og kog i 15 minutter eller til grøntsagerne er møre.

Imens grøntsagerne bliver kogt steger du bacon, rister græskarkernerne og hakker purløg fint.

Hæld kogevandet fra grøntsagerne. Vandet skal gemmes.

Find din blender eller stavblender frem. Kom de kogte grøntsager op i din blender og tilsæt ca. 4 dl. kogevand.

Kør blenderen indtil hokkadiosuppen har en ensformigt og cremet konsistens. Hvis du synes suppen er for tyk tilsætter du blot mere vand.

Smag til med salt, peber og æbleeddike.

Servér suppen med ristede græskarkerner, bacon, purløg og skyr.

Næringsindhold pr. 100 g

  • Kalorier: 90
  • Protein: 4,2 g
  • Kulhydrat: 6,9 g
  • Fedt: 4,7 g

1/4 af opskriften svare til ca. 415 kcal. Hvis man spiser ½ skive brød (25g) hertil, vil det svare til 465 kcal.