Kylling med citron og hvidløg

kylling med citron og hvidløg-Foto og food styling Samantha Fotheringham

Kylling med citron og hvidløg er en af de mest simple kombinationer jeg kender, men også en af de bedste. Ideen kommer fra det spanske køkken og fra en af mine mange ture til Spanien. Det syrlige fra citronerne sammen med de søde stegte løg giver kyllingekødet en god smag og et lækkert modspil. Spis kyllingen sammen med ovnbagte rodfrugter, ris eller noget groft brød. Hvis der er rester tilbage smager kyllingen lækkert i en frisk salat eller kolde i madpakken på spyd med groft hakket grønsager.

På bloggen er der en stor efterspørgsel på måder, at tilberede kylling på. Det er helt forståeligt, da kylling for mange er en stor del af en sund kost. Kylling er fra et ernæringsmæssigt synspunkt en rigtig god protein kilde med hele 20g protein pr 100g. Dertil er kylling fedtfattig i kødet og rig på B-vitamin og mineralerne zink og jern. I opskriften på kylling med citron og hvidløg vil C-vitaminerne i citronen hjælpe med jernoptagelsen fra kyllingen. Jeg har mange ideer til at tilberede kylling og jeg har et stort udvalg af lækre kyllingeopskrifter på bloggen som er nemme at gå til. Prøv f.eks. opskriften på kylling med honning og lime eller kylling med pesto.

Citron og hvidløgskylling- Foto og foodstyling Samantha Fotheringham

 

kylling med citron og hvidløg1 - Foto og foodstyling Samantha Fotheringham

Opskrift på kylling med citron og hvidløg

Person: 4

Tid: 25 minutter

Ingredienser:

  • 4 kyllingebryst filletter
  • 1løg
  • 5 fed hvidløg
  • 4 spsk. Bredbladet persille + ekstra til pynt
  • Salt og peber
  • 4 spsk. olivenolie
  • Saft og skal fra 1- 2 citroner. Hvis du er typen der spiser citronbåde som slik kan du godt bruge 2 citroner, men hvis du er typen som har en mere sød tand, så kan du nøjes med 1-1,5 citron. Jeg har anvendt 2 citroner.

Fremgangsmåde

Hak løg, hvidløg og persille fint.

Riv citronskallen fint på den ene citron og riv citronskallen i tynde strimler på den anden citron. Pres bagefter saften fra de 2 citroner over i en skål.

Skær kyllingebysterne i tynde skiver på langs med en kniv.

Varm olivenolie på en tykbundet pande.

Tilsæt løgene og steg dem til de er bløde, men ikke brune. Tilsæt bagefter hvidløgene og lad dem stege i 1 min.

Kom kyllingeskiverne på stegepanden og steg dem i 5-10 minutter under jævnligt omrøring indtil løgene er brunet og kyllingen er stegt færdig.

Tilsæt fint reven citronskal og citronsaft og lad det stå i 2-3 minutter. Husk at gemme citronskal strimlerne.

Tag panden af varmen og bland persillen sammen med kyllingen.

Krydre til sidst med salt og peber.

Hæld den varme kylling over i et serveringsfad og drys med persille og strimlet citronskal.

Citroner- Foto Samantha Fotheringham

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 154
  • Protein: 12,4g
  • Kulhydrat: 3,4g
  • Fedt: 10,2 g
  • Heraf mættet fedt: 1,4g

Energifordeling pr. 100g

Energifordeling til kylling med citron og hvidløg - Samantha Fotheringham