Mysligrød

Morgenmad---Foto-Samantha-Fotheringham

Endnu en grødopskrift til samlingen. Den her er dog lidt anderledes end de andre da den indeholder knækkede hvedekerner og grødris, som sættes i blød i mindst 12 timer og koges i ca. 50 minutter. Det kræver lidt tid og planlægning, men til gengæld får du en velsmagende grød med en god konsistens. Opskriften passer bedst til de dage, hvor du har fri eller til weekenden. Mysligrøden består af knækkede hvedekerner, grødris, mandler, rosiner, sesamfrø og kokosmel, men hvis du fortrækker andet tørret frugt eller andre kerner og frø kan du sagtens skifte mine forslag ud med de ting som du bedst kan lide. Husk du er ”the master chef” i dit køkken. Der er ikke noget mad, som ikke kan blandes sammen, der er bare nogle ting som smager bedre sammen end andet. Grøden er rig på fibre, sund fedt og gode kulhydrater. Du kan spise grøden som den er eller hælde lidt skummetmælk henover.

Grød-opskrift---Foto-Samantha-Fotheringham

Grød---Foto-Samantha-Fotheringham

Opskrift på mysligrød

Person: 2

Tid: ca.13 timer (arbejdstid ca. 15 minutter)

Ingredienser:

  • 1 dl. knækkede hvedekerner
  • 0,5 dl. grødris
  • 7,5 dl. vand
  • 60 g rosin (Gem 10 g til topping)
  • 35 g mandler (Gem 10 g til topping)
  • 1,5 spsk. sesamfrø (Gem 0,5 spsk. til topping.)
  • 1,5 spsk. Kokosmel (Gem 0,5 spsk. til topping.)
  • Lidt salt
  • Lidt frysetørret brombær (ikke nødvendig)

Fremgangsmåde:

Bland hvedekerner, ris og vand i en gryde.

Sæt det køligt i min. 12 timer.

Skær rosin i mindre stykker og hak mandler groft.

Put rosin, mandler, sesam og kokos i gryden og kog det hele under låg i ca. 50 minutter.

Rør jævnligt i grøden over hele bunden.

Når grøden er færdig smages den til med salt.

Hæld grøden op i 2 skåle

Fordel kokosmel, sesamfrø, mandler, rosiner og lidt frysetørret brombær henover den varme grød.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 88
  • Protein: 2,2g
  • Kulhydrat: 12,8g
  • Fedt: 2,8g