Nytårsforsætter – sådan gør du!

Motivation-Foto Samantha Fotheringham

Det er en trend at lave nytårsforsætter op til det nye år, men de fleste må erkende, at lige så gode de er til at lave nytårsforsætter lige så dårlige er de til at holde dem! Som kostvejleder oplever jeg en stor efterspørgsel efter gode råd i januar og jeg har i mange år glædeligt delt ud af min ernærings og trænings viden. Gang på gang har jeg set folk miste motivationen efter få uger, ja blot dage før de igen kører i deres gamle vognspor med hurtige usunde løsninger og mangel på træning. Lige efter en juletid med meget fed mad, vil mange gerne tabe sig i det nye år. Der er måske kommet lidt for mange kalorier indenbords i julen og nu er det på tide at tabe de sidste 5 kg. Prøv kort at tænke tilbage, hvis du skal være ærlig over for dig selv, hvor mange gange har du sagt ”Mit nytårsforsæt er at tabe mig”, eller ” Mit nytårsforsæt er at stoppe med at ryge”? Har du nået det? Svaret er desværre med stor sandsynlighed nej! Måske har du helt mistet troen på at det nogensinde vil lykkes. Sandheden er at det KAN lykkes for dig! Hvis du virkelig gerne vil tabe dig, så er det afgørende, hvordan du planlægger at føre det ud i livet, hvis det skal blive en succes.

Du får det du fokuser på!

Nu tænker du måske, ja ja det er godt med dig Samantha. Du kan sagtens sige at det kan lykkes, men det hjælper ikke på at mit nytårsforsæt altid mislykkes. Det du helt grundlæggende skal sørge for er, at lave en så solid plan for dit nytårsforsæt, at du ikke mister motivationen når den stressede hverdag kalder. Vi mister fokus til andre ting og vores nytårsforsæt mislykkes! Din plan skal være lige så solidt opbygget, som et skib der er bygget til at modstå stormvejr på en farefuld rejse. Selvom vi blot er 8 dage inde i januar er mange allerede begyndt at miste modet og opgiver deres nytårsforsæt, fordi de ikke kan se de store forandringer. Men giv ikke op! I begyndelsen virker det måske ikke som om, at dit nytårsforsæt ændrer det store i dit liv, men på sigt vil det få mere og mere betydning. Det kan sammenlignes med når en kaptajn på et skib skifter kursen et par grader midt ude på havet. Ændringen vil ikke kunne ses lige med det samme, men efter nogle timer eller dage vil denne kurs sende skibet et helt andet sted hen.

Motivation-til-vægttab---Foto-Samantha-Fotheringham

Motivation til træning - Foto Samantha Fotheringham

Min plan

Der findes mange måder at opbygge en plan. Det vigtigste er du tager dig tid til det. afsæt 1-2 timer til at udarbejde din plan for dit nytårsforsæt. Det er ikke sikkert, at den plan jeg præsenterer for dig er rigtig for dig, men betragt det som et redskab. Tag det du kan bruge og sammensæt din plan på din egen personlige måde. Når jeg snakker om mål med mine klienter, benytter jeg ofte forskellige modeller som giver et nøje overblik over deres mål. En af mine yndlingsmodeller er SMITs modellen, som indeholder de 4 punkter standpunkt, målsætning, iværksættelse og selvrealisering.

Standpunkt:

Hvis dit mål f.eks. er at tabe dig 5 kg. Så skal du starte med at udfylde standpunkt, som er, hvor du er lige nu i forhold til dit mål. Se standpunkt som din status på nuværende tidspunkt. Hvis du vil tabe 5 kg, så er standpunkt måske, at du mangler at tabe 5 kg. Det kan være du er ked af det eller at du har dårlig selvtillid. Når du har udfyldt standpunkt, rykker du videre til næste punkt som er målsætning.

Målsætning

Målsætning er alle dine delmål, som du har på vejen til dit mål. Hvis dit mål er at tabe 5 kg, så kan et delmål være at lære at spise sundt eller melde dig ind i et fitnesscenter. Når du har skrevet alle dine delmål ned, skal du tage alle dine målsætninger og sætte dem op i en prioriteringsrækkefølge. Hvis du f.eks. har 5 delmål, så vurder fra en skala fra 1-5, hvilket af dem som har størst betydning for dig. Delmål 1 er den målsætning som du føler, er vigtigst at arbejde med lige nu. Delmål 2 er den målsætning som du føler, er næst vigtigst osv. Når du har fundet det delmål som du finder vigtigst, skriver du det i punktet iværksættelse.

Iværksættelse

Iværksættelse er alle de ting du kan gøre for at nå dit delmål. Hvis dit delmål 1 er at melde dig ind i et fitnesscenter, så kan et punkt under iværksættelse være at finde en træningspartner eller undersøge mulighederne for at træne i din by. Når du har skrevet alle dine tiltag ned, hopper du videre til selvrealisering.

Selvrealisering

Under punktet selvrealisering skriver du de ting ned der gør, at du ved du har nået dit mål. Forestil dig, at du har nået dit delmål. Hvilke ting gør, at du ved du har nået dit delmål. Hvis dit delmål 1 er at melde dig ind i et fitnesscenter, kan et punkt under selvrealisering være, at du har et fitnessmedlemskort og at du skal af sted 2 gange om ugen. Når du har lavet din plan, er det en god ide at skrive 2-3 fokuspunkter ned, som du skal nå i løbet af ugen. Fokuspunkterne er små opgaver du giver dig selv løbende i ugen og som hjælper dig til at holde fokus på dit nytårsforsæt, så du ikke mister motivationen.