Omelet med tomat, basilikum og parmesan
De dage du har lidt ekstra overskud om morgenen, bør du gøre dig selv den store tjeneste at forkæle dine smagsløg med denne lækre og smagfulde omelet. Jeg er vild med tomat og basilikum i min omelet, men du kan putte det fyld i din omelet som du fortrækker. Husk du er the masterchef i dit køkken. Madlavning er slet ikke så svært, der er bare nogle ting som smager mindre godt sammen.
Omeletten består primært af æg, som for mig er en uundværlig fødevare! Æg indeholder store ernæringsmæssige fordele. Faktisk indeholder æg alle de næringsstoffer som er livsnødvendige for os, med undtagelse af c-vitamin. Æg er især en god kilde til jod, selen og D-vitamin. Selvom omeletten er et morgenmadsforslag kan den også sagtens spises til frokost eller som et lækkert mellemmåltid. Hvis du ønsker en omelet med et højere protein indhold og mindre fedt indhold, kan du evt. nøjes med 2 hele æg + 2 æggehvider. Jeg har brugt 3 hele æg til min omelet.
Opskrift på omelet med tomat, basilikum og parmesan
Person: 1
Tid: 10 minutter
Ingredienser:
- En lille håndfuld frisk basilikum
- 20g parmesan
- 2 tomater eller 8 cherrytomater
- 3 æg
- Salt
- Friskkværnet sort peber
- Lidt vegetabilsk fedtstof til stegning
Fremgangsmåde:
Vask og hak basilikum fint.
Hak tomaterne i tern og riv parmesan osten groft.
Pisk æggene godt sammen i en skål.
Tilsæt salt og peber og pisk igen.
Varm panden godt og hæld lidt fedtstof på panden.
Hæld æggemassen ud på panden, efter et par minutter er æggemassen stivnet.
Fordel tomattern, basilikum og parmesan på den ene halvdel af æggemassen. Fold den anden side over og lade den bage færdigt med fyldet indeni.
Næringsindhold pr. 100g
- Kalorier: 88
- Protein: 7,4g
- Kulhydrat: 1,9g
- Fedt: 5,6g
feb 26, 2014 @ 06:55:44
Hold nu op, hvor ser den omelet bare lækker ud! Jeg laver ofte en omelet med lidt serrano skinke og rød peberfrugt. Det skal jeg hilse og sige også er en vildt god kombi 🙂
Hej fra Fredrik
feb 26, 2014 @ 13:17:40
Hej Fredrik, det lyder også rigtigt lækkert med serrano skinke og rød peberfrugt. Tak for din søde kommentar. Det var bestemt også rigtigt lækkert 🙂
De bedste hilsner og smil
Samantha
feb 26, 2014 @ 16:31:49
Mmm ser godt ud! Skal prøves 🙂
feb 27, 2014 @ 10:30:19
Mange tak Susanne det glæder mig du har lyst til at prøve at lave min opskrift.
Ha en dejlig dag.
De bedste hilsner og smil
Samantha Fotheringham