Chokoladekage med dadel, banan og kokos

Chokoladekage-Foto Samantha Fotheringham

Denne chokoladekage med dadel, banan og kokos som er lavet med mandelmel er rigtig lækker. Smid alle ingredienserne i en blender og bag kagen i ovnen i små 45 minutter og wupti så er der sund hjemmebagt kage til eftermiddagskaffen. Chokoladekagen har en flot brun farve med en skøn sødme fra dadlerne og bananerne. Kagen er helt uden tilsat sukker og endda også glutenfri, da der ikke er brugt mel i kagen men i stedet tilberedt med mandler og kokosmel. Kagen har en snert af kanel og en mild smag af vanilje der klæder kagen rigtigt godt. Chokoladekagen er især rig på umættet fedt, protein, E-vitamin og D-vitamin. Spis evt. kagen som en sund dessert og server den med lidt fedtfattig vaniljeis eller skyr. kagen på billederne er lavet på en halv opskrift og pyntet med frisk mynte, sukrin melis, kakao og blåbær.

Sund kage - Foto Samantha Fotheringham

Chokoladekage opskrift - Foto Samantha Fotheringham

Opskrift på chokoladekage med dadel, banan og kokos

Person: 8- 10

Tid: 50 minutter

Ingredienser:

  • 350g stenfri dadler
  • 100g kokosmel
  • 2 bananer
  • 1 tsk. kanel
  • 6 æg
  • 200 gram mandler
  • Vaniljekorn fra 1 vaniljestang
  • 5 spsk. Vegetabilsk fedtstof
  • 6 spsk. Kakaopulver

Fremgangsmåde:

Blend først mandlerne til mandelmel i en blender eller i en foodprocessor. Tilføj derefter de øvrige ingredienser.

Lad din blender køre indtil alle ingredienserne har samlet sig til en jævn masse. Det kan være nødvendigt at skrabe kanterne et par gange undervej.

Kom dejen over i en i springform (22 cm i diameter) eller en firkantet form (21 x 21 cm). Beklæd formen med bagepapir.

Bag kagen ca. 45 minutter midt i ovnen ved 175 grader.

Lad kagen køle af før du tager den ud af formen.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 238
  • Protein: 9g
  • Kulhydrat: 32g
  • Fedt: 8g

Energifordeling pr. 100g

Chokoladekage energifordeling

 

 

Nye snackbarer fra Karen Volf

Sund mad - Foto Samantha Fotheringham

Jeg har fået mulighed for at prøve nogle helt nye og spændende snackbarer fra Karen Volf. De fleste af jer kender helt sikkert Karen Volf for et stort udvalg af kager, småkager og kiks. Om sommeren, hvor der er koldskålsæson hitter kammerjunkere fra Karen Volf i de fleste hjem og hvis man har en forkærlighed for brunkager og pebernødder har man med stor sikkerhed også haft fingrene i en af de berømte lækre røde poser. Brandet er noget vi normalt forbinder med selvforkælelse og en sød tand, men den kære Karen er også hoppet med på sundhedsbølgen og er nu på banen med et nyt bud på sunde, økologiske og glutenfrie snacks. Jeg har tidligere omtalt nogle af den kageglade kones produkter med stor begejstring og derfor var det med stor interesse, at jeg sagde ja til, at lave en produktanmeldelse af de nye snacks.

rawsome - Foto Samantha Fotheringham

Karen Volf´s nye skud på stammen er et forsøg på at bevæge sig inden for kostprincippet ”Rawfood” og for at gøre snacknyhederne endnu mere sunde er de tilmed også glutenfrie og økologiske. Rawsome er navnet på de nye snackbarer som er lavet på nødder og tørret frugt og findes i to varianter ”Gojiberry & Raw Cacao” og ”Ginger & Baobab”. At snackbarerne er raw betyder at alle ingredienserne er rå og dermed rig på vitaminer og antioxidanter. Det er intet tilfælde, at det er blevet netop disse to varianter som Karen Volf har valgt at lancere. Gojibær er nemlig blevet udråbt til et superbær de seneste år på grund af dets høje indhold af antioxidanter. Hertil er mange rigtig glade for smagen, som er en mellemting mellem tranebær og kirsebær. Frugten Baobab har været kendt i Afrika i årtusinder, men er dog helt ny på det danske madmarked og er blevet taget godt imod på grund af dets høje indhold af jern samt C-vitamin. Endvidere har frugten en skøn sødmefuld smag, som sammen med ingefær giver en krydret og interessant kombination. Personligt har jeg fundet min favorit i ”Gojiberry & Raw Cacao”, som har en dejlig kakaosmag og skøn sødme. Rawsome smager godt, men er måske også en smule tør i konsistensen, som kan give en tør fornemmelse i munden.

Ernæringsmæssigt er snackbarerne et godt bud på en sund erstatning til slik og kage når den søde trang melder sin ankomst. Snackbarerne består primært af vegetabilsk fedt og rig på gode kulhydrater fra tørret frugt. En snackbar vejer 30 g og indeholder 127 kalorier. Det betyder, at snackbaren er meget energitæt og derfor skal man ikke spise for mange af dem, hvis man ønsker at tabe sig. Det er dog i mine øjne et fint bud på et sundt mellemmåltid, der er nem at have med på farten. Fordelen er, at snackbarerne er praktiske, at have med i tasken og så skal man samtidigt ikke tænke på store bokse der fylder, sammenmaste rugbrødsmadder og frugt med mørke pletter. Læs mere om snacknyhederne fra Karen Volf her.

Æbletrifli med ingefær, vaniljeskyrcreme og sprød topping – Ernæringsforbedret

Nem dessert - Foto by Samantha Fotheringham

Denne udgave af æbletrifli er en flot, lækker og sund dessert, som du kan spise med god samvittighed! Desserten smager uforglemmeligt dejligt og har en lækker kombination af noget sprødt, knasende og cremet. Min udgave af æbletrifli er ernæringsforbedret ved, at jeg har anvendt sødemiddel i stedet for sukker. Æbletriflien er derudover rig på protein fra skyr, spækket med K-vitamin og C-vitamin fra æblerne og fyldt med sundt fedt og gode fiber fra havregryn og mandler.

Æbletrifli - Foto by Samantha Fotheringham

Æbletrifli opskrift - Foto by Samantha Fotheringham

Æbletrifli opskrift

Tid: 1 time

Person: 6

Ingredienser:

  • 7-8 æbler
  • 1 dl vand
  • ½ tsk. Perfekt sød, søde erstatning (kan undlades)
  • 1 tsk. fintrevet frisk ingefær
  • 50 g havregryn
  • 50 g hakkede mandler
  • 2 spsk. honning
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 400 g skyr

Fremgangsmåde:

Skræl æblerne og skær dem i mindre stykker. Kom dem sammen med vand og ingefær i en gryde og kog dem møre i ca. 8 min. Lad kompotten køle af og smag til med perfekt sød.

Rist havregryn og hakkede mandler på en tør pande ved jævn varme. Tag panden fra varmen og tilsæt honningen. Lad blandingen køle af på bagepapir.

Bland skyr med vaniljesukker og evt. lidt perfekt sød.

Anret æbletriflien i portionsglas med æblekompot nederst, dernæst vaniljeskyrcremen og drys til sidst den sprøde topping henover.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 93
  • Protein: 4,9g
  • Kulhydrat:12,5
  • Fedt: 2g
  • Heraf mættede fedt: 0,2g

Energifordeling pr. 100g

Æbletrifli ernæringsfordeling

Chokolademuffins – Ernæringsforbedret

Chokolademuffins-Foto Samantha Fotheringham

Disse ernæringsforbedrede chokolademuffins gør det lidt nemmere at spise muffins med god samvittighed. Muffins er ofte usunde og fyldt med tomme kalorier fra hvidt sukker og smør. De store mængder sukker og smør gør muffins til en stor kaloriebombe som hurtigt kan sætte sig, som fedt på maven eller sidebenene. Disse muffins er ernæringsforbedrede ved, at jeg har anvendt sukrin i stedet for almindelig hvidt sukker, dertil er smørret byttet ud med vegetabilsk fedtstof og noget af hvedemelet er byttet ud med havregryn. Sukrin sødemiddel indeholder 0 kalorier og er et 100 % naturligt produkt baseret på sukkeralkoholen erythritol, der forekommer naturligt i frugt og svampe. Disse chokolademuffins er helt perfekte med en svampet midte, samt en mørk og krakeleret overflade. En chokolade muffins vejer ca. 60g og indeholder ca. 158 kalorier.

Disse chokolade muffins har også den skønneste chokoladesmag, som kommer fra det smeltede chokolade med 70% kakao, som er i dejen. Når du spiser chokolade med min. 70 % chokolade bidrager det med catechiner, som er nogle af de antioxidanter, der er nemmest for os at optage. Catechiner har en antiinflammatorisk virkning og hjælper blandt andet mod hjertesygdomme.

Chokolade muffins - Foto Samantha Fotheringham

Chokolademuffins opskrift - Foto Samantha Fotheringham

Chokolademuffins opskrift

Stk.: 12 muffins

Tid: 35 minutter

Ingredienser:

  • 85 g vegetabilsk fedtstof
  • 100 g mørk chokolade med 70 % kakao
  • 3 dl hvedemel
  • 1 dl havregryn
  • 1 dl sukrin
  • ½ dl kakaopulver
  • 1 spsk. bagepulver
  • ½ tsk. natron
  • 2,5 dl kærnemælk
  • 1 æg
  • 1 tsk. vaniljeessens

Fremgangsmåde:

Tænd ovnen på 200 grader.

Smelt halvdelen af chokoladen over et vandbad

Bland vegetabilsk fedtstof i chokoladen når det er smeltet.

Find en ny skål frem og rør mel, havregryn, sukrin, kakaopulver, bagepulver og natron sammen.

Pisk kærnemælk sammen med æg og vaniljeessens i en tredje skål.

Hæld de våde ingredienser over i de tørre sammen med den smeltede chokolade og rør det hele forsigtigt sammen.

Hak resten af chokoladen groft og kom det i dejen.

Fordel muffinsdejen i 12 muffinsforme.

Bag chokolade muffins i ca. 20 minutter og lad dem køle af bagefter.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 264
  • Protein: 6g
  • Kulhydrat: 28g
  • Fedt: 13g

Energifordeling pr. 100g

Chokolademuffins energifordeling Samantha Fotheringham

Rødbedesalat med æble, valnødder og feta

Rødbedesalat-Foto by Samantha Fotheringham

Denne rødbedesalat er ikke bare en fryd for øjet, den er også en fryd for dine smagsløg og din krop vil elske dig for rødbedens ernæringsmæssige fordele. Rødbede indeholder nemlig kun 51 kalorier pr. 100g, og er fyldt med gode mineraler. Rødbede er blandt andet rig på kalium, som har betydning for overførelse af nerveimpulser til muskler og menes, at modvirke den blodtryksforøgende virkning som natrium kan give.

Rødbedens skønne violette farve komplementær godt med den grønne farve fra rucola og den hvide fetaost. Sammen giver de et smuk samspil af nuancer i farver og smag. rødbedesalaten har en god kombination af smage fra det søde, salte, sure og bitre. Rødbedesalaten passer godt til and, kylling, oksekød, svinekød og fisk, som torsk og laks.

Rødbede salat- Foto by Samantha Fotheringham

rødbedesalat med æbler- Foto by Samantha Fotheringham

Rødbedesalat opskrift

Person: 4

Tid: ca.1 time

Ingredienser:

  • 500 g rå rødbeder
  • 2 søde æbler
  • 30g valnødkerner
  • 1 dl. rucola
  • 100g salatost 8 % fra Cheasy
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. honning
  • 2 spsk. vand
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Skrub grundigt rødbederne for jord.

Kog rødbede til de er møre.

Pil skrællen af rødbederne og lad dem køle af.

Skær imens feta og æble i tern og hak valnødkernerne groft.

Vask og rens rucola.

Bland dressingen ved at piske vand, olie, æbleeddike og honning sammen. Smag til med salt og peber.

Skær rødbede ud i tern.

Bland rødbedetern sammen med æbletern og dressingen, så alle æbletern for en lyserød farve.

Bland til sidst alle ingredienser i en skål, med en let og forsigtig hånd.

Næringsindhold pr.100g

  • Kalorier: 91
  • Protein: 3,2g
  • Kulhydrat: 9,7g
  • Fedt: 3,9g

Energifordeling pr.100g

Energifordeling rødebedesalat