Skins A200 kompressions tights – produktanmeldelse

Træningstøj- Foto Samantha Fotheringham

Cooltights.dk, som er forhandler af et stort udvalg af forskellige træningstights til kvinder og mænd har kontaktet mig og spurgt om jeg kunne tænke mig, at prøve deres populære Skins A200 kompressions tights. Derfor vil dette indlæg være en produktanmeldelse af produktet.

Normalt lyder det, at man skal bruge træningsbukser som man føler sig godt tilpas i og man kan bevæge sig frit i. Hvis bukserne er for stramme kan det hæmme benenes mulighed for bevægelse og det kan nedsætte præsentationsevnen. Hvorfor er det så lige at kompressions tights er blevet så super populære? Ideen omkring, at bruge kompressions tights er tanken om, at de øger blodcirkulationen under og efter træning. Mange oplever det hjælper på ømhed og træthed i musklerne. Men virker de? Personligt har jeg ikke brugt mine nok til, at kunne give en grundig vurdering. Men da jeg var ude og afprøve bukserne føltes mine ben ikke tunge dagen efter på nogen måde.

Fitnesstøj- Foto Samantha Fotheringham

Sportstøj- Foto-Samantha-Fotheringham

I dag findes træningstøj i alverdens farver og med tusindvis af forskellige deltaljer. For mig er der noget tiltrækkende ved det minimalistiske sorte design, som Skins leverer med disse kompressionstights. Glem alt om lynlåse ved anklerne, snore i anklerne og lynlåslommer til nøglen. Alle disse detaljer er sparet væk og der i stedet fokus på pas form og præsentationsevne.

Ofte er en udfordring ved tætsiddende træningstøj, at det kan tage lidt tid at få på, hvilket kan være belastende og gå udover træningsglæden. Men det er aldeles ikke tilfældet med disse tights, som glider sig op af benene og er nemme at få på. Stoffet er tyndt og virker til, at være i en god kvalitet. Jeg har ofte oplevet at, hvis stoffet er tyndt er det også gennemsigtigt, dette er dog ikke et problem med disse tights. En anden stor fordel er, at de er svedtransporterende. Stoffet lader sveden gå til overfladen af bukserne, hvorfra det fordamper og på den måde undgår du en irriteret hud.

Et lille minus ved tightsene er, at det kræver en smule tilvænning, da de er mere tætsiddende end almindelige tights. Hvis du aldrig har brugt tights før er det en god ide at prøve bukser med og uden kompressions for at mærke forskellen. Personligt synes jeg bukserne var meget fleksible når jeg bevægede mig og de havde en god pasform. I livet er der en snor som man kan spænde bukserne ind med, dette var dog ikke nødvendigt for mig, men hvis man har smalle hofter kan det selvfølgelig godt være en fordel, at kunne stramme tightsene ind, så de ikke falder ned.

De andre minusser skyldes primært designvalget og prisen. Jeg kunne godt savne en lomme med lynlåslukning så der er muglighed for at have en energibar eller lidt druesukker med på løbeturen. Der er kun en lille lomme indvendigt ved hoften, hvor nøglen lige kan være i. Et andet minus er prisen på bukserne, som koster 700 kr. Prisen er høj for et par træningsbukser, men der er dog ingen usikkerhed om at det er et par høj kvalitets tights, hvilket afspejles i prisen. Bukserne kan dog købes på cooltights.dk med 20% rabat netop nu. Bukserne findes både til kvinder og mænd. Læs mere om disse træningstights her.

Produktanmeldelse af økologiske produkter fra Urtekram

Urtekram produkter -Foto Samantha Fotheringham

De fleste danskere kender efterhånden Urtekram, som er blevet et anerkendt brand herhjemme, men det er de færreste som ved at Urtekram distribuerer andre produkter end deres egne. Urtekram har nemlig også en finger med i spillet omkring en lang række økologiske brands fra hele verden som findes på hylderne der hvor du handler. Dette indlæg er en produktanmeldelse af nogle af disse varer samt en beskrivelse omkring ernæringen bag nogle af produkterne.

For snart et måned siden fik jeg en lækker pakke ind af døren med et stort udvalg af økologiske varer fra hele verden, som har givet mig nye og spændende smagsoplevelser. I pakken var der blandt andet, tysk ayurvedisk te fra Hari Tea, italiensk blåbærmarmelade fra Rigoni di Asiago, tysk glutenfri landbrød fra Dr. Schär, schweizisk bouillon med lavt saltindhold fra Herbamare og juice fra Biotta samt belgisk rismælk uden tilsat sukker fra SoyDream.

Urtekram -Foto Samantha Fotheringham

Urtekram rismælk -Foto Samantha Fotheringham

Selvom jeg er lidt af en madnørd må jeg indrømme, at der var flere af produkterne som havde gået min næse forbi. Det er dog meget naturligt for når hverdagen ruller afsted har vi det med at holde os til vores kendte rutiner, hvilket tydeligt afspejles af de ting vi vælger at putte i indkøbskurven. Overordnet synes jeg det er nogle gode produkter med en højkvalitet, dog kan ernæringen diskuteres på flere af produkterne. Det glutenfri landbrød fra Dr. Schär har f.eks. en blød og fast konsistens med en dejlig duft og en ensartet krumme. Brødet er helt sikkert et fint alternativ til almindelig brød, hvis man har glutenintolerance dog er kostfibre indholdet desværre også lidt lavt på kun ca. 5,2g pr. 100g, hvor det anbefaledes at vælge brød med 8g kostfibre pr. 100g.

Et andet produkt jeg fik finger i var Rigoni Blåbærmarmelade, som også må siges at være et virkelig lækkert kvalitetsprodukt, hvor det er klart at der er lagt kærlighed og velsmag i produktet. Jeg har aldrig fået en blåbærmarmelade før som smagte så meget af friske blåbær. Det er tydeligt at smagen og kvaliteten er i højsædet ved den italienske familievirksomhed, hvilket den vist har været siden bedstemoren Elisa begyndte at sælge hjemmelavede produkter fra vindueskarmen i sit køkken. Marmeladen er sødet med æblekoncentrat frem for sukker, hvilket i første øjekast lyder meget sundt, men desværre undgår man ikke sukker på den måde. Marmeladen har stadig et højt indhold af sukker på ca. 37,5g pr. 100g. Det gavnlige ved at søde med æblesaft frem for almindelig hvidsukker er at saften indeholder gavnlige vitaminer og mineraler fra æbler.

Et produkt som jeg første anskuede med lidt negative øjne var SoyDream Smooth, som er en ny laktosefri drik, der kombineret af soja og rismælk. Jeg har tidligere forsøgt mig med både soja og rismælk, men er aldrig rigtig faldet for det. Dertil er der ofte tilsat en del sukker til disse produkter for smagens skyld. Men efter jeg havde luret på SoyDream Smooth i ca. 14 dagen endte det med, at jeg fik prøvet den oven på mine havregryn. Efter et par mundfulde blev mine overbevisninger omkring soja og rismælk ændret. Smagen var sødlig med en let og blød fornemmelse, som passede rigtig godt til havregrynene. Jeg kan forestille mig SoyDream Smooth også passer godt til andre morgenmadsprodukter. Jeg er dog stadig mest til almindelig mælk, men hvis man har laktose intolerance er dette et rigtig fint alternativ som ikke er tilsat sukker.

Jeg har aldrig været den store kaffe drikker, så te er en naturlig del af inventaret i mine køkkenskabe, jeg havde dog aldrig prøvet Hari Tea før. Hari Tea forsøger med sin te, at skabe et mere balanceret liv i en moderne verden, hvor det nogle gange går lidt for hurtigt til, at krop og sind kan følge med. Om Hari Tea virkelig kan bidrage med dette tør jeg ikke udtale mig om, men til gengæld synes jeg det var en fantastisk velsmagende te med en kraftfuld og velbalanceret smag. Jeg fandt min favorit i Hari Tea Move on, som blandet andet består af kamille, æble, kanel, lime og ingefær.

Det sidste produkt som jeg kort vil nævne er solbærjuicen fra Biotta. Biottas juicer er kendt for at være fremstillet med sundhed, naturlighed og økologi for øje. Med disse ord forsøger Biotta at fremstille juicer som kun indeholder naturens egne smage og vitaminer. I juicerne er der kun det naturlige sukker fra frugt uden tilsætning af farvestoffer. Dette gælder dog ikke helt solbærjuicen som også er sødet med agavesirup. Faktisk er 14% af produktet agavesirup, men i forhold til almindelige hvidt sukker, så er agavesirup et fint valg da det er et naturlig produkt, som ikke skaber store udsving i blodsukkeret. Juicen har en dejlig smag af solbær med en sød og frisk smag. Hvis du har fået lyst til at læse om flere af Urtekrams produkter kan du finde dem alle sammen her.

Glutenfri produkter fra Urtekram – produktanmeldelse

Urtekram har kontaktet mig og spurgt mig om jeg vil prøve deres nye lilla produktserie af glutenfrie og økologiske produkter, som bl.a. indeholder pasta, riskager, morgenmadsprodukter og mel. Det er næppe gået nogens næse forbi, at korn at blevet sat i skammekroen som aldrig før. Nu er det ikke bare det hvide brød som skældes ud på, men en orkan af vrede har rejst sig imod gluten. Det er en modgang jeg møder meget i mit arbejde som kostvejleder. Når jeg først møder mange af mine klienter har de ofte en overbevisning om at kulhydrater og især brød er på niveau med fastfood. I mine øjne en kæmpe overdrivelse. Det er ganske rigtigt, at gluten kan være et problem. Men for lang de fleste mennesker, er der ingen grund til bekymring. Hvis du kan tåle gluten er fuldkornsvarianter af brød og kornprodukter vigtige i dagens måltider, da de indeholder mange kostfibre, vitaminer og mineraler som din krop har behov for.

Urtekram-glutenfri--Foto-Samantha-Fotheringham

Urtekram - Foto Samantha Fotheringham

Gluten er et protein, der sidder i kernen af kornet. Det findes normalt i hvede, rug, byg og havre. Det er f.eks. glutenproteinet, der gør at brødet bliver let og luftigt med den rette krumme, som vi kender fra en god skive franskbrød. Når personer har glutenintolerance (cøliaki) er de overfølsom for gluten. Når personer med glutenintolerance spiser gluten aktiveres immunforsvaret og starter en betændelsesreaktion i tyndtarmens slimhinde, hvilket bevirker til at tyndtarmens overfladeareal bliver ødelagt. Dette er meget problematisk, da tarmen fungerer dårligere og vigtige næringsstoffer bliver optaget forkert. Slimhindens funktion kan genoprettes og vedligeholdes med en kost, hvor man udelader ovennævnte kornsorter. Det er her, at det er godt at f.eks. Urtekram har udarbejdet et alternativ til alle dem som ikke kan tåle gluten. Men før du tænker du har glutenintolerance fordi du har lidt problemer med maven, så kontakt din læge, som kan give dig et konkret svar. Det er langt fra alle mavelidelser, som har noget med gluten at gøre.

Jeg har ikke selv problemer med gluten, så i bund og grund havde det ikke været nødvendigt for mig, at spise produkterne fra Urtekrams nye gultenfrieserie. Men som den store ernæringsnørd og madelsker jeg er, var det et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Mine skabe har derfor været overfyldt med glutenfrie produkter. Jeg synes det er nogle rigtig fine og velsmagende alternativer Urtekram har fået udviklet. Jeg har især været glad for deres musliblandinger og firkornsgrød. Dertil har pastaen har en god konsistens og smager godt. Der er mange muligheder med de nye produkter. Den glutenfri havregryn kan f.eks. bruges i pandekager eller i farsretter og musliblandingerne til hjemmelavet muslibar.

Det er med stor glæde, at det er blevet nemmer for folk med glutenintolerance, at finde madprodukter uden gluten, men hvis du ikke lider af glutenintolerance, så er der ingen grund til at betale ekstra for disse produkter. Læs mere om produkterne her: http://www.urtekram.dk/produkter/produktnyheder

Æggekage

Æggekage-på-pande---Foto-Samantha-Fotheringham

Jeg har altid æg i huset, for hvis jeg ikke har fået handlet ind, så er der altid til en æggemad eller en lun æggekage. Hvis jeg skulle strande på en øde ø, så var æg en af de madvare, som jeg helt sikkert ville tage med mig. Æg indeholder nemlig alle de næringsstoffer som er livsnødvendige for os, med undtagelse af C-vitamin. Æg er især en god kilde til protein, jod, selen og D-vitamin.

Æggekage er nemt, hurtigt og billigt mad og perfekt til brunch, en lun frokostret eller som en gang hurtig aftensmad. Brug evt. de grønsager du har i køleskabet som fyld eller brug æggekagen til at strække resterne fra i går. Grøntsagerne i opskriften er kun vejledende, så hvis du foretrækker nogle andre, så kan du sagtens skifte dem ud. Æggekagen har en dejlig krydret smag med en fast og blød konsistens. Spis æggekagen sammen med rugbrød eller en frisk salat.

Æggekage- Foto Samantha Fotheringham

Æggekage opskrift- Foto Samantha Fotheringham

Æggekage opskrift

Person: 4

Tid: 45 min.

Ingredienser:

  • 4 æg
  • 60g serrano skinke
  • 1 løg
  • 1 dl. skummetmælk
  • 2 tomater
  • ½ courgette
  • 30g revet parmesan
  • 2 tsk. Maizena
  • Salt og peber
  • Lidt olie til stegning

Pynt og tilbehør:

  • Purløg eller persille
  • rugbrød

Fremgangsmåde:

Steg serrano skinke sprødt på en pande. Sæt derefter serrano skinken til side til senere.

Skær tomat, courgette og løg i skiver.

Svits løgende i lidt olie på panden, når løgne er blanke hældes de over på en tallerken.

Svits nu courgette skiverne på panden. Giv hver side 1-2 minutter.

Pisk æg med maizena, kom mælk, parmesan, salt og peber i.

Hæld æggemassen på panden og fordel courgette skiverne og løg derpå. Lav evt. et mønster ud af skiverne.

Når æggemassen er stivnet, kommes skiver af tomat og serrano skinke på æggekagen.

Drys til sidst med hakket persille eller purløg.

Næringsindhold pr. 100g

  • kalorier: 114
  • protein: 7,5g
  • kulhydrat: 7,8
  • fedt: 3,4g

Energifordeling pr. 100g

Æggekage

kylling med ingefær

Kylling ingefær- Foto Samantha Fotheringham

Kylling med ingefær er en dejlig, nem og velsmagende ret, som er perfekt til de dage, hvor madlavningen skal gå hurtig. Opskriften er blevet til ved et tilfælde, hvor jeg har eksperimenteret lidt i køkkenet. Kylling med ingefær har en dejlig sødme med krydret og salte toner. Oven på kyllingen har jeg drysset med frisk persille og grofthakket nødder, som giver en knasende effekt og et dejligt farvespil. Spis kyllingen sammen med ovnbagte rodfrugter, ris eller noget groft brød. Hvis der er rester tilbage smager kyllingen lækkert i en sandwich eller i en frisk salat.

Kylling opskrift- Foto Samantha Fotheringham

Kylling retter- Foto Samantha Fotheringham

Kylling med ingefær opskrift

Person: 4

Tid: 25 minutter

Ingredienser:

  • 450g kyllingebryst
  • 1 løg
  • 40g ingefær
  • 5 fed hvidløg
  • 1 dl. frisk persille
  • 6 spsk. soja
  • 2 spsk. æbleeddike
  • 2 spsk. flydende honning
  • ½ dl. mandler eller pistacienødder
  • 4 spsk. olivenolie
  • Salt og peber

Fremgangsmåde

Hak løg, hvidløg fint.

Riv ingefær fint.

Skær kyllingebysterne i tynde skiver på langs med en kniv.

Varm olivenolie på en tykbundet pande.

Tilsæt løgene og steg dem til de er bløde, men ikke brune. Tilsæt bagefter hvidløg og ingefær og lad dem stege i 1 min.

Kom kyllingeskiverne på stegepanden og steg dem i 5-10 minutter under jævnligt omrøring indtil løgene er brunet og kyllingen er stegt færdig.

Bland imens soja med æbleeddike og honning.

Tilsæt sojablandingen til kyllingen og lad det simre i små 5 minutter.

Krydre med salt og peber.

Tag panden af varmen og bland persillen sammen med kyllingen.

Drys til sidst med grofthakket nødder.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 151
  • Protein: 13,4 g
  • Kulhydrat: 9,2 g
  • Fedt: 6,6 g

Energifordeling pr. 100g

Kylling med ingefær - energifordeling