Risengrød
En af de ting jeg forbinder med december, er risengrød. Vi kan vist alle blive enige om, at den hvide grød er en december tradition, som vi ikke vil undvære! Set med ernæringsmæssige briller er risengrød på bølgelængde med tapetklister og langt fra et sundt måltid. Derfor har jeg ernæringsforbedret den højtelskede risengrød, så du kan spise den med lidt bedre samvittighed. Selvom denne risengrød er en sundere udgave, har den stadig den velkendte gode smag, dens bløde fylde og cremet konsistens. Jeg lover jer, at de største kritikere og julemadelskere har smagt denne udgave af risengrød og alle har været yderst tilfredse med resultatet.
Sådan kan du spare kalorier på risengrøden
Risengrød består meget enkelt af grødris og mælk. Traditionelt bruges der sødmælk, hvor jeg har anvendt skummetmælk. Når du benytter skummetmælk sparer du kalorierne, mindsker fedt indholdet, mens du beholder den bløde og cremede konsistens. Skummetmælk er meget fedtfattig og indeholder kun 0,1 % fedt, hvor der i sødmælk er 3,5 % fedt pr. 100g. I risengrøden med skummetmælk er der kun 90 kalorier pr. 100g, hvor der i udgaven med sødmælk er, 114 kalorier pr. 100g. Andre steder, hvor du kan spare kalorier er ved, at benytte fedtreduceret smør med 47 % mindre fedt. En stor teskefuld smør er ca. 10 g. Ved at bruge fedtreduceret smør går du fra 68 kalorier i en klat smør til 38 kalorier. Det vil sige alene der vil du spare 30 kalorier pr. klat smør. Til sidst kan du blande kanel med Sukrin eller Perfect Strø i stedet for almindelig hvid sukker. Sukrin smager af sukker, men indeholder 0 kalorier, hvor Perfect Strø inderholder 210 kalorier pr. 100g, men søder over dobbelt så meget som almindelig sukker. Både Sukrin og Perfect Strp har samme konsistens som sukker og knaser mellem tænderne ligesom almindelig sukker.
Risengrød opskrift
Person: 4
Tid: 50 minutter
Ingredienser:
- 200g grødris
- 3dl. Vand
- 1,5 liter skummetmælk
- 1 tsk. salt
Fremgangsmåde
Kog grødrisene i vandet i et par minutter i en stor gryde.
Tilsæt mælk og kog grøden ved svag varme i ca. 45 minutter.
Rør i gryden undervejs så den ikke brænder på.
Spis risengrød med kanelsukker og en smørklat.
Næringsindhold pr. 100g
- kalorier: 90
- protein: 4g
- kulhydrat: 18g
- fedt: 3g
nov 28, 2014 @ 17:28:54
Ser virkelig lækkert ud, selv om du har brugt skummetmælk i stedet for sødmælk.
nov 28, 2014 @ 19:41:42
Et andet tip kunne være at bruge fuldkornsgrødris i stedet for 🙂
dec 03, 2015 @ 21:48:53
Mmm.. sikke en julestemning 🙂 Virkelig et dejligt indlæg med gode billeder og nyttige råd 🙂 TAK