Sund bananis med chokolade og nødder
Sommeren er over os og med det varme vejr stiger lysten til is. En lækker sommersnack, er frosne bananstykker overtrukket med mørk chokolade og hakkede nødder. Chokolade og banan er en fantastisk kombination! Chokoladens bitre smagsnuancer klæder den søde banan rigtigt godt. Konsistensen på bananisen er bedst, hvis de kun fryses i 1-2 timer. Jeg har valgt at bruge usaltede pistacienødder, men alle nødder kan bruges. Ispindene er købt i Søstrene Grene til ca. 4 kr. for 8 stk. Du kan også bruge grillspyd som du klipper over. Når du har smeltet chokoladen kan du med fordel hælde chokoladen over i et smalt glas og dyppe bananerne deri. Det gør det nemmer at styre chokoladen. Banan er en god kilde til kulhydrat og indeholder blandt andet A-vitaminet, beta-caroten og kalium. Kalium har f.eks. betydning for overførsel af nerveimpulser til musklerne. Spis bananisen som en sund snack eller en lille dessert.
Bananis opskrift
Stk.: 4-6
Tid: 1,5-2 timer med frysetid
Ingredienser:
- 2 modne bananer
- 60g chokolade med 70 % kakao
- 20 g nødder
- 4-6 ispinde
Fremgangsmåde:
Skræl bananerne
Skær bananerne i 6 lige store stykker og stik en ispind i.
Kom bananstykkerne i fryseren i 1-2 timer.
Hak nødder.
Smelt chokoladen over et vandbad.
Dyp de let frosne bananstykker i chokoladen
Drys med nødder og spis isen.
Næringsindhold pr. 100 g
- Kalorier:227
- Protein:3 g
- Kulhydrat: 27g
- Fedt: 11g
jul 25, 2014 @ 15:32:00
Ser dælme godt ud, skal prøves! 🙂
jul 27, 2014 @ 10:54:09
Mange tak Henrik 🙂 Det er jeg glad for du synes 🙂
jul 27, 2014 @ 12:07:46
Tak for en dejlig opskrift. Jeg prøvede at lave bananisen igår og de blev super gode..
jul 28, 2014 @ 18:02:27
Hej Sanne 🙂
Det glæder mig du har prøvet opskriften med succes 🙂 Tak fordi du følger med på bloggen 🙂
De bedste hilsner og smil
Samantha Fotheringham