The Go Giver

Jeg har fornyeligt læst en meget inspirerende bog, som jeg tænker, kan være værdifuld for de fleste mennesker at læse. Hvis vi har rod i vores liv, parforhold eller på arbejde, så kan det være svært at have energi og overskud til, at nå sine mål. Jeg møder mange, som har gode intentioner om at leve sundere. Det kan være, de gerne vil tabe sig lidt, spise sundere eller stoppe med at ryge. I starten er de top motiverede, men i løbet af få dage kommer alle deres undskyldninger krybende. ”Vi har travlt på arbejdet”, ”Jeg føler mig stresset”, ”Konen er sur”, osv. Derfor er det vigtigt, at ens parforhold og arbejdsliv er sundt, ellers vil det blive ved med at skabe dig problemer, når du forsøger at ændre din livsstil. Denne bog handler om at skabe succes, ikke kun på arbejde, men også blandt venner og familie.

Min ven Daniel

Jeg har en ven, som hedder Daniel, en af de mest venlige, imødekommende og hjælpsomme mennesker jeg nogensinde har mødt. Daniel er et meget beundringsværdigt menneske. Han har i flere situationer overrasket mig positivt.

En hjælpende hånd

Jeg havde kendt Daniel i en måneds tid, hvor han en dag skriver til mig. Jeg havde kun mødt ham i byen et par gange med min veninde, og stødt på ham på gaden. Han skriver for at høre, hvordan det går med mig. Jeg fortæller Daniel, at min veninde, som han havde mødt i byen skulle flytte ind ved mig. Lige efter skriver Daniel, at han meget gerne vil komme, og hjælpe min veninde med at flytte. Jeg havde ikke engang selv mulighed for at hjælpe hende og han mødte glædeligt op og gav en hånd, selvom han knap nok kendte hende. Det er overskud! Det kan være svært, at få overbevist sine bedste venner om, at give en hånd når man skal flytte og her står han og hjælper en person han lige har mødt.

Fokuser på det positive

Hans personlighed har fanget mig meget, og jeg undrer mig ofte over, hvordan han kunne være så tålmodig og venlig. En dag, hvor vi skulle træne sammen, sov jeg over mig. Jeg var frygtelig flov og kom 2 timer for sent. De fleste mennesker ville være sure og fornærmede, hvis de havde ventet på en person i 2 timer. Da jeg endeligt var kommet ud af døren, forventede jeg at møde en sur og fornærmet Daniel, men sådan var det slet ikke. Daniel kom mig glad og smilende i møde og gav mig en knuser. Han havde ventet på mig i 2 timer, og jeg kunne slet ikke mærke på ham, at han var sur. Derimod fortalte han mig, hvordan han havde hygget sig med, at snakke med en ældre dame. Daniel fokuserede på det positive. Jeg spurgte ind til, hvordan han kunne være så tålmodig og venlig et væsen. Han anbefalede mig at læse en bestemt bog, ”The Go Giver”.

The go giver

I bogen ”The Go Giver” læser du historien om en ambitiøs ung mand ved navn Joe, der længes efter succes. Joe er en rigtig go-getter. Det vil sige, at han fokuserer mere på at få end, at give. I bogen møder Joe den gådefulde Pindar, som i løbet af en uge, introducerer Joe til en række vellykkede “go-givere”. Pindar´s venner deler med Joe de fem love for Stratosfærisk succes, og lærer ham det gode ved at give, og hvordan det, at give, kan føre til succes. Bogen er en fantastisk, hjertevarm og inspirerende fortælling, som kan læses på et par timer. Bogen gør det gamle ordsprog ”giv og du skal modtage” forståeligt.

Efter jeg havde læst bogen, gik det op for mig at mange af de egenskaber, jeg var så optaget af ved Daniel, var noget han havde taget til sig, efter han havde læst ”The Go Giver”. Jeg forsøger selv i dag, at bruge nogle af de fem love for stratosfærisk succes i mit liv.

Youtube klip om “The Go Giver”