Tomatsuppe – kaloriefattig

Tomatsuppe---Foto-by-Samantha-Fotheringham

Når det er koldt udenfor, er noget af det bedste i verden, at have noget varmt at hygge sig med. Suppe giver en dejlig varm fornemmelse når vi spiser det, hvilket gør det til det perfekte vintermåltid. Tomatsuppe er en klassiker inden for suppeverdenen og klart en af mine favoritter. Et stort plus ved denne udgave er, at den er lavet uden fløde, hvilket gør den meget kaloriefattig. Du kan derfor spise denne suppe med god samvittighed. Suppe er generelt godt, at spise når du gerne vil tabe dig, da det har en positiv effekt på din mæthedsfornemmelse. Suppe fylder nemlig meget i maven i forhold til, hvad du faktisk spiser.

Tomatsuppen er sund, delikat og smager rigtigt dejligt. Suppen har en blød og cremet konsistens med en sød og krydret smag. For at komplementer sødmen med lidt syre har jeg valgt, at toppe suppen med lidt skyr og balsamico. Til sidst har jeg drysset med knuste hørfrø og pyntet med lidt basilikum. Spis suppen som den er eller server groft brød der til.

Et stort plus ved tomatsuppen er at den ikke kræver det store talent for madlavning. Det er en billig, simpel og hurtig suppe at tilberede. Til sidst har tomatsuppen en lang række ernæringsmæssige fordele. F.eks. er tomater rige på c-vitamin , hvilket gør at tomatsuppe er en god booster til dit immunforsvar.

Grøntsagssuppe - foto by samantha fotheringham

Tomatsuppe opskrift - foto by samantha fotheringham

Tomatsuppe opskrift

Person: 4

Tid: 50 minutter

Ingredienser

  • 10 tomater
  • 3 fed hvidløg
  • 2 løg
  • 1 liter vand
  • 2 grøntsags bouillonterninger
  • Lidt olie til stegning
  • 2 spsk. æbleeddike
  • En halv spsk. sukker
  • Salt og peber

Tilbehør:

400g groft brød

Pynt:

  • Frisk basilikum
  • 4 spsk. skyr
  • lidt balsamico
  • 2 spsk. hørfrø

Fremgangsmåde

Start med at hakke løgm hvidløg og tomater groft.

Find en tykbundet gryde frem

Hæld lidt fedtstof i bunden af gryden og put løgene deri

Steg løgene til de er bløde og gyldne og kom hvidløg deri.

Tilsæt sukker og æbleeddike til løgene og lad det små simre i ca. 10 minutter. Gå ikke for langt væk fra gryden, da det nemt kan brænde på.

Tilsæt nu tomaterne sammen med et drys salt og peber.

Lad det hele koge i 10 minutter.

Hæld vand over grydens indhold og tilsæt grøntsags bouillonterningerne. Lad det koge i endnu 10 minutter.

Find din blender eller stavblender frem og blend suppen.

Når suppen har en cremet og ensartet konsistens er den færdig.

Smag suppen til med salt og peber.

Knus dine hørfrø med en kagerulle eller i en mortel.

Server suppen med en spsk. creme fraiche, lidt balsamico ,frisk basilikum og drys med hørfrø.

Næringsindhold pr. 100g

  • Kalorier: 21
  • Protein: 0,6g
  • Kulhydrat:2,4g
  • Fedt: 0,7g

Energifordeling pr.100g

tomatsuppe enerigfordeling